Mere liv i haven

Mere liv i haven

Her til morgen mødte jeg et pindsvin i haven. Den lille fyr trissede afsted og blev helt forskrækket over at møde andre så tidligt på dagen. Jeg blev så glad over at se ham, for på trods af al min idealisme og mine økohippie overbevisninger, har jeg engang i ren desperation kommet til at tage livet af hans fæller.

For 4 år siden havde vi et lille pindsvin der hver aften nøflede rundt ude foran køkken døren, det var så hyggeligt. Og der var voldsomt mange iberiske snegle i min have…. De var alle vegne og åd alt det jeg ellers havde regnet med skulle på min tallerken. Jeg nægtede at smide gift, for selvom der står på æsken at pindsvinet ikke tager skade, så har jeg en gnavende mistanke om at det ikke er helt rigtigt. Men så var der en dag…. Vejret var ikke super, så sofaen og jeg lavede en aftale om en god lur under tæppet. Da jeg vågnede og søvndrukken ville lave mig en kop kaffe, satte jeg mine bare tæer lige ned i en stor fed snegl. Og lige i det øjeblik knækkede økofilmen for mig……jeg købte en god gang blå sneglegift og spredte det ud i hele haven for de små slimede djævle skulle ikke også flytte ind i min stue!!! Jeg hverken hørte eller så det lille pindsvin igen efter den episode, men et par uger efter var der igen ligeså mange snegle i haven…… Og jeg har haft dårlig samvittighed lige siden.

Jeg har siden forsøgt at gøre det godt igen, min have er lillebitte så plads til krat og vildnis er der ikke rigtig, men jeg forsøger at plante så meget forskelligt spiseligt og nyttigt i haven som jeg kan. Og jeg forsøger at distrahere sneglene, så de ikke går i min køkkenhave. Det foregår ved at jeg køber dahlia/georginer og sætter dem på min terrasse. Sneglene elsker dahlia så de går hellere i disse end de går i køkkenhaven, det giver nogle ualmindeligt grimme terrasse planter, men mere mad til mig.

De seneste to år er antallet af snegle i min have faldet, og jeg tror det skyldes at haven er ved at finde en form for balance…. Der er fugle, insekter, biller og orme der alle udfylder en opgave i haven. De gøder alle, de spiser hinanden og selvom den Iberiske snegl ikke er hjemmehørende så må den jo nødvendigvis finde sin plads i vores økosystem. At sneglegiften i sin tid var så kortsigtet en løsning er jo mit held, for jeg blev jo hurtigt overbevist om at gift ikke er en holdbar løsning.

Jeg har stadig snegle i køkkenhaven, men mit udvalg af flerårige spiselige er markant øget og der er derfor altid et bladgrønt alternativ til salaten i køkkenhaven, i år droppede jeg faktisk den traditionelle salat, for jeg gider ikke bruge tid på den.

Gevinsten ved at tilgodese dyrelivet i haven er langt mere langsigtet og givende end de hurtige giftløsninger, og det gælder både i kampen mod skadedyr som mod ukrudt. Hvis man indædt bekæmper én dyreart i haven så vil det nødvendigves også gå ud over andre i dennes fødekæde. Derfor må et sundt økosystem, med alt hvad det indebære, på den lange bane være den bedste, nemmeste og billigste løsning. Og det er heldigvis ikke svært og det starter med den gode muld. Har man en giftfri have med en sund muld så følger resten efter (gælder ikke græsørkener).

Vil du selv gøre noget godt for pindsvinet, så lav en kratbunke eller et pindsvinebo, undlad gift i alle former, Roundup er mistænkt for at misdanne små drenge fostres kønsorganer, forstil dig hvad det så kan gøre ved pindsvin….. (Jeg har naturligvis ingen beviser for min påstand men jeg har min sunde fornuft.)

© Naturhaver.dk All rights reserved 2017.